Dansk Solcelleforening og Green Power Denmark har indgået en brancheaftale, der gør det enklere og hurtigere at tilslutte solceller til elnettet. Minister Lars Aagaard bakker op om aftalen.
Dansk Solcelleforening og Green Power Denmark har i forbindelse med regeringens solcellestrategi taget initiativ til at ændre kravene til den såkaldte positivliste, så mindre og mellemstore taganlæg med solceller kan blive installeret hurtigere. Klima-, energi- og forsyningsministeren bakker op om brancheaftalen.
Regeringen har lanceret sin solcellestrategi før sommerferien. I forlængelse af den og klima-, energi- og forsyningsministerens dialog med branchen gør energisektoren det nu nemmere for installatører at sætte mindre og mellemstore solcelleanlæg på for eksempel virksomheder, boligblokke og skoler.
Dansk Solcelleforening og Green Power Denmark justerer processen for tilslutning, så den såkaldte positivliste for solcelle-invertere omfatter anlæg op til 1 MW. Invertere omdanner den strøm, solceller producerer, fra jævnstrøm til vekselstrøm, som elinstallationer i husstande bruger. Positivlisten sikrer, at invertere lever op til de tekniske standarder.
Med ændringen kan invertere til større anlæg blive forhåndsvurderet af Green Power Denmark, som administrerer positivlisten på vegne af elnetselskaberne. Dermed skal installatører bruge mindre tid på at gennemgå tekniske krav og standarder ved den enkelte installation, og anlæggene kan blive tilsluttet elnettet hurtigere.
– Vi har i solcellebranchen længe arbejdet for en smidig og enkel nettilslutningsproces på solcelleanlæg op til 1 MW, og derfor sætter vi pris på den gode dialog med Green Power Denmark og imødeser implementeringen af brancheaftalen. I aftalen er vi enige om at ændre positivlisten, så installatøren i kontakten med netselskabet får lettere ved at tilslutte solcelleanlægget til det kollektive elnet. Det er en vigtig trædesten på vejen til at få fart på udbygningen af VE-kapacitet fra solceller, siger Flemming V. Kristensen, formand for Dansk Solcelleforening.
– Vi har brug for både store markanlæg og for taganlæg for at producere nok grøn og konkurrencedygtig energi. Derfor er jeg glad for, at vi i fællesskab med Dansk Solcelleforening ændrer positivlisten. Det baner vejen for, at vi kan få flere solceller på bygninger hurtigere uden at gå på kompromis med sikkerhed og kvalitet. Vi sætter den grønne omstilling endnu et gear op, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.
– Klimaudfordringen er en holdsport, og det her er et klasseeksempel på, hvordan vi fjerner barrierer i den grønne omstilling. Det her initiativ gør det nemmere og mere smidigt for branchen at opsætte vedvarende energi. Det er afgørende for, at vi kan komme videre med elektrificeringen af vores samfund, at vi fortsætter den strålende rejse med opsætning af solceller. Det er grøn handling, der virker, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
Udvidelsen af positivlisten dækker også andre anlæg for produktion samt energilagring.
Green Power Denmark har medio august 2024 udgivet en vejledning, der detaljeret beskriver de overordnede principper for de nye positivlister. Vejledningen forklarer, hvordan leverandører og fabrikanter kan få deres elproducerende enheder optaget på positivlisten, samt hvordan nettilslutning af enheder på positivlisten skal foregå.
Download vejledningen her: Green Power Denmark – Udvidet positivliste vejledning.
Find positivlisterne her: Elnet – Udvidet Positivliste