Dansk Solcelleforening har 7 konkrete anbefalinger til det nye Folketing
Danmark står over for en dobbelt udfordring. På den ene side skal elektrificeringen accelereres for at nå klima- og energimålene. På den anden side oplever virksomheder, kommuner og borgere stigende barrierer i form af begrænset netkapacitet, lange sagsbehandlingstider og uhensigtsmæssige rammevilkår.
Samtidig har den geopolitiske situation understreget betydningen af energisikkerhed og robuste energisystemer. Krigen i Ukraine, øgede cybertrusler mod kritisk infrastruktur og et mere usikkert internationalt sikkerhedspolitisk landskab har tydeliggjort værdien af et energisystem, der ikke alene er grønt, men også modstandsdygtigt.
Her spiller decentral energiproduktion en vigtig rolle. Når strøm produceres tæt på forbruget på virksomheder, offentlige bygninger og i lokale energifællesskaber, reduceres afhængigheden af central infrastruktur. Samtidig styrkes forsyningssikkerheden gennem en bredere geografisk fordeling af produktionskapaciteten. Et energisystem med mange lokale produktionsenheder er mere robust over for tekniske fejl, cyberangreb og andre hændelser, der kan påvirke den centrale energiforsyning.
Der er et stort uudnyttet potentiale for solceller på industri-, erhvervs- og boligbygninger. Disse anlæg producerer strøm tæt på forbruget og kræver derfor ofte ingen eller kun begrænsede investeringer i netudbygning. I modsætning til større energiprojekter påvirkes de derfor ikke i samme grad af de tilslutningsbegrænsninger og midlertidige ”pauser”, som flere netselskaber
har indført som følge af kapacitetsudfordringer i transmissionsnettet.
Hvis Danmark ønsker mere grøn strøm hurtigt, billigt og uden omfattende investeringer i ny infrastruktur, bør der sættes målrettet ind på at fjerne barrierer for lokal energiproduktion og skabe bedre rammer for fleksibelt energiforbrug.
Et moderne energisystem skal ikke kun være grønt og billigt – det skal også være robust. Derfor bør decentral energiproduktion og lokal anvendelse af grøn solenergi være en central del af Danmarks energi- og sikkerhedspolitiske strategi.
Dansk Solcelleforening peger i den forbindelse på syv konkrete initiativer:
- Udnyt forbrugsfleksibilitet til at håndtere kapacitetsudfordringer i elnettet
- Fjern danske særkrav for nettilslutning
- Regelforenkling for solceller på offentlige bygninger hurtigst muligt
- Fjern krav om byggetilladelse for solceller på erhvervsbygninger
- Gentænk tarifstrukturen
- Forlæng grønt investeringsvindue
- Realisér potentialet i energideling, microgrids og lokale energifællesskaber
Dansk Solcelleforening / maj 2026
