Referat fra Dansk Solcelleforenings generalforsamling, der blev holdt fredag den 4. marts 2022 kl. 9.30-12.00 ved TEKNIQ Arbejdsgiverne i Odense.
Deltagere
Flemming Kristensen, FKSol ApS formand
Niels Sveigaard, Sveigaard Energy ApS kasserer
Jan Vedde, European Energy A/S bestyrelsesmedlem
Lars Brøndum Petersen, Ennogie ApS bestyrelsesmedlem
Finn Skov, BayWa r.e. ApS 2. suppleant
Michael Jenker, FRONIUS Denmark ApS medlem
Philip Flindt, EasyGreen ApS medlem
Troels Hartung, TEKNIQ Arbejdsgiverne
Karsten Asp, Weidmüller Danmark medlem
Randi Korff Bronée, TEKNIQ Arbejdsgiverne dirigent
Birgitte F. Eskildsen, dinagenda sekretariat
Afbud
Rasmus Lildholdt Kjær, Better Energy A/S næstformand
Kim Slavensky, Phønix Tag Energi A/S bestyrelsesmedlem
Jens Jacob Haugaard, TEKNIQ Arbejdsgiverne bestyrelsesmedlem
Alex Pedersen, Klima-Energi A/S bestyrelsesmedlem
Yakov Safir, RACELL – Saphire Technologies 1. suppleant
Patrick Hyldgård, EasyGreen ApS medlem
Carsten Essler Helmer, TEKNIQ Arbejdsgiverne sekretariat
Dagsorden ifølge vedtægter:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Formandens beretning
4. Fremlæggelse af det reviderede årsregnskab
5. Behandling af indkomne forslag
6. Fremlæggelse af bestyrelsens budget og aktivitetsliste til godkendelse
7. Fastsættelse af kontingent
8. Valg af bestyrelse og bestyrelsessuppleant.
9. Valg af revisor og revisorsuppleant
10. Eventuelt
Ad. 1 Valg af dirigent
Bestyrelsen foreslog Randi Korff Bronée, juridisk konsulent ved TEKNIQ Arbejdsgiverne som dirigent på generalforsamlingen. Hun blev valgt af generalforsamlingen uden indvendinger. Dirigenten konstaterede derefter at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt ifølge gældende vedtægter.
Ad. 2 Valg af referent
Bestyrelsen indstillede Birgitte F. Eskildsen, dinagenda til referent på generalforsamlingen. Generalforsamlingen bakkede op om bestyrelsens indstilling. Dirigenten konstaterede at Birgitte blev valgt som referent.
Ad. 3 Formandens beretning
Dirigenten gav derefter ordet til Flemming V. Kristensen, formand for Dansk Solcelleforening, der afgav bestyrelsens beretning. Formanden kunne i sin beretning fortælle, at det går godt i branchen og at der er stor aktivitet. Foreningen dækker branchen bredt. Det er fortsat blandt udviklerne af de store markanlæg tilvæksten af ny kapacitet er størst, men der er i dag øget fokus på at udnytte potentialet i de store tagflader inden for især industrien, hvilket også har resulteret i en vækst i dette segment, som forventes at stige i de kommende år. Samlet set er andelen af vedvarende energi steget i den danske energiforsyning. Solenergi udgør i dag omtrent 4 pct. Potentialet for energi via solceller er langt større, og i foreningen forventer vi, at udbygningen vil gå stærkt de kommende år med ambitioner om en samlet kapacitet på 12 GW i 2030 svarende til 30 pct. af danskernes nuværende elforbrug, som dog ifølge prognoserne forventes at stige markant. Formanden fortalte også om solcellers fleksibilitet i energisystemet i bestyrelsens beretning. Den større andel af vedvarende energi samt døgnets svingende energipriser har øget opmærksomheden på behovet for lagring af energi i batterier. En fabrikant som både har investeret i solceller og batterier oplyste forleden, at selv i vintermånederne, hvor solen ikke kunne udnytte batterierne, tjente han rigtig gode penge ved at købe billig el fra nettet om natten og anvende det som erstatning for dyr el i dagtimerne. Ladestandere koblet til solcelleanlæg vurderede formanden også til at være et område, der vil udvikle sig kraftigt i de kommende år. Mange virksomheder oplever et stigende pres fra medarbejderne om at kunne lade deres biler op om dagen med billig energi fra virksomhedens solcelleanlæg samtidig med, at de er på arbejde i virksomheden. Den øgede fokus på grøn omstilling og de stigende energipriser har givetvis den største betydning for væksten i branchens aktiviteter. Én af årsagerne til at solceller står stærkt i forhold til andre VE teknologier er helt sikkert, at solceller har markeret sig som en meget konkurrencedygtig teknologi både målt i forhold til pris og ydelse og ikke mindst kvalitet. Foreningens fokus har været og vil fremover være på bedre rammebetingelser for solcellebranchen. Formanden konstaterede at der fortsat er sten på vejen for en optimal udnyttelse af potentialet i solcelleteknologien. Generelt er det bekymrende at godkendte projekter ikke kan igangsættes på grund af lange sagsbehandlingstider hos netselskaberne. En vigtig prioritet for foreningen er, at der lander en ordentlig aftale for producenter af solanlæg, når den nuværende udligningsordning udfases ved årsskiftet. Der skal findes en rigtig model for hvordan omkostninger skal fordeles i vores samfund. Særligt skal der opmærksomhed på tilslutningsbetingelserne for store markanlæg. Endvidere er der selv ved små og mindre anlæg med begrænset kapacitet et voldsomt bureaukrati hos netselskaberne i forbindelse med den endelige godkendelse og idriftsættelse af anlæggene. Typisk er det processer, som betyder kostbare forsinkelser og giver meget besvær for såvel vore medlemmer som kunderne. Fra foreningens side har der været meget fokus på forenkling af regler og reduceret bureaukrati i forbindelse med vore kontakter til politikere og myndigheder og i kommunikationen i medierne. Fokus har været på reglerne om ejerskab, matrikulering, kommunernes vilkår som ejere af solcelleanlæg og ikke mindst netselskabernes regler for opkrævning af rådighedstarif, der forekommer helt urimelige. Som bekendt blev det nye VE-direktiv indført medio 2021. Her er der bl.a. åbnet for etablering af Borgerenergifællesskaber og VE fællesskaber. Reglerne for disse konstruktioner er dog fortsat uklare, så umiddelbart er VE-direktivets succes meget tvivlsom. Her kræves en udmøntning, som åbner for at borgere og virksomheder kan se en fordel i at lægge arbejde og økonomi i at etablere disse VE fællesskaber. Én af de grundlæggende årsager til direktivets manglende succes er, at netselskaberne kan opkræve den samme betaling for el produceret og forbrugt lokalt, som hvis den samme mængde energi var produceret og transporteret f.eks. fra udlandet til Danmark. Endvidere har myndighederne ikke været i stand til at definere klare betingelser for medlemmerne af disse fællesskaber, f.eks. er der ingen klar definition af, hvor stor en afstand, der kan være mellem medlemmer af et VE fællesskab. I Danmark bremser uklare regler realiseringen af energifællesskaber – og det er påfaldende sammenlignet med den succes energifællesskaberne har andre steder i EU. Dansk Solcelleforening presser på for at få defineret klare regler, fjernet unødigt bureaukrati og få opblødt de ensidige vilkår, der tilgodeser netselskabernes indtjening. Det sker i dialogen med politikere og beslutningstagere – og foreningen søger også aktivt samarbejdspartnere i arbejdet med den grønne omstilling med henblik på at stå stærkest muligt i arbejdet med at skabe bedre rammebetingelser for solcellebranchen. Formanden fortalte også om, at Dansk Solcelleforening er i gang med et sekretariatsskifte. Foreningen har pr. 1. marts 2022 hyret dinagenda ved Birgitte Eskildsen ind til at understøtte arbejdet i sekretariatet. dinagenda afløser TEKNIQ Arbejdsgiverne, der hidtil har stået for opgaven. På generalforsamlingen udtrykte formanden glæde over at have indgået aftale med Birgitte grundet hendes store erfaring med kommunikation og politisk interessevaretagelse med professionel erfaring fra EU, Christiansborg og Norlys. Formanden fortalte desuden at der i forbindelse med ændringerne i sekretariatet vil blive gennemført en medlemsundersøgelse, der skal kaste lys over medlemmernes ønsker og forventninger til medlemskab af Dansk Solcelleforening. Formanden rundede også COVID-19 og kunne konstatere at konsekvenserne for branchen har været begrænset. Samtidig gav han udtryk for, at epidemien forhåbentlig er ved at være så meget under kontrol, at eventuelle kommende bølger af nye mutationer kan håndteres uden de store nedlukninger af vort samfund. Det kom også frem i beretningen, at solcellebranchen har mærket følgerne af den ustabile globale forsyningssituation. Det har de seneste måneder medført stigende priser på mange solcelleprodukter. Det forventes dog, at når forsyningskrisen letter og fragtraterne falder, vil prissituationen også stabiliseres. Den seneste uges dramatiske udvikling i Ukraine viser med al tydelighed, at det er umuligt at forudsige fremtiden. Men den øgede fokus på både grøn omstilling og uafhængighed af energi fra urolige dele af verden er behovet for grøn strøm steget markant. Der bør alt taget i betragtning være gode udsigter for vores branche i de kommende år. Flemming V. Kristensen, formand for Dansk Solcelleforening understregede afslutningsvist, at forventningen er, at den meget positive udvikling for solcellebranchen vil fortsætte i de kommende år – godt hjulpet på vej af den grønne omstilling. Ved et kig til udlandet viser rapporter fra Det Internationale Energiagentur – IEA også en meget stor aktivitet på solcelleområdet over det meste af verden. Solcellebranchen bør kunne imødese gode tider i fremtiden.
Ad. 4 Fremlæggelse af det reviderede årsregnskab
Formanden gennemgik det reviderende årsregnskab for 2021. Der har ikke været nogle overraskelser i forhold til budgettet for 2021. En stor omkostning i det forgangne år har været foreningens nye hjemmeside. Derudover har de største poster været omkostninger til rådgivning fra Policy Group og administrationsomkostninger til TEKNIQ Arbejdsgiverne. Formanden beskrev balancen og foreningens egenkapital og konstaterede at foreningen har en sund økonomi. Generalforsamlingen havde ingen spørgsmål eller kommentarer til regnskabet. Og dirigenten kunne dermed konstatere regnskabet for godkendt af generalforsamlingen.
Ad. 5 Behandling af indkomne forslag
Ingen indkomne forslag
Ad. 6 Fremlæggelse af bestyrelsens budget og aktivitetsliste til godkendelse
Formanden gennemgik bestyrelsens budget og oplæg til aktiviteter for 2022, der blev efterfulgt af en generel drøftelse af foreningens aktiviteter blandt medlemmerne. Herunder blev fordelene ved medlemskab af Solar Power Europe drøftet med muligheden for at deltage i forskellige arbejdsgrupper under interesseområderne; grid, vedvarende brint, administrative byrder, nettilslutning, installationsudfordringer, nationale rammebetingelser mv. Jan Vedde, European Energy A/S deltager i Solar Power Europe på vegne af foreningen og nævnte to aktuelle publikationer, der kan have medlemmernes interesse; EU Market Outlook for Solar Power 2021-2025 og Global Market Outlook for Solar Power. Foreningen er samtidig aktivt engageret i arbejdsgrupper i regi af IEA med fokus på solcelleaktiviteter, hvor der i World Energy Outlook og på www.iea-pvps.org kan findes mange spændende rapporter og analyser af interesse for medlemmerne. Derefter fulgte en drøftelse af udfordringerne for udrulningen af sol i Danmark, hvor der generelt var enighed om, at der skulle ryddes op i bureaukrati og regeljungle, for at accelerere udbygningen af sol på marker og tagflader. Opsamlende konstaterede formanden, at budgettet for 2022 indebærer et lille underskud, som dækkes af foreningens egenkapital. Dirigenten tog afslutningsvist ordet og kunne konstatere budget og aktivitetsliste for 2022 godkendt af generalforsamlingen.
Ad. 7 Fastsættelse af kontingent
Formanden gennemgik den nuværende kontingentstruktur og bestyrelsens forslag til kontingentstigning. Formanden understregede behovet for at steppe op grundet den øgede politiske fokus på VE-teknologiernes rolle i den grønne omstilling og sikre fokus på potentialet i solcelleteknologien. Han henviste samtidig til, at der ikke løbende er justeret i medlemskontingentet gennem de sidste ca. 10 år – og at 50 pct. stigningen skal ses i dette lys. Efter gennemgangen drøftede de fremmødte medlemmer stigningen og muligheden for at lægge en løbende prisregulering ind i kontingentet fremadrettet. Det blev samtidig gjort klart, at bestyrelsen vil arbejde videre med kontingentstrukturen og en eventuel re-tænkning heraf.
Dialogen om kontingentstigningen afstedkom tillige en drøftelse af medlemsfundamentet og muligheden for at tiltrække flere medlemmer til foreningen. Formanden understregede det som en vigtig prioritet, at medlemmerne repræsenterer bredden i solcellebranchen. Det blev nævnt at medlemsrekruttering netop er en af bestyrelsens prioriteter, som der pt. ses ind i og vil blive arbejdet mere aktivt med den kommende tid. Samtidig var der en generel enighed om, at alle med hver deres netværk kan gøre en forskel i forhold til at rekruttere flere nye medlemmer, og at et stærkt medlemsfundament vil styrke foreningen udadtil i forhold til det politiske niveau. Afslutningsvist tog dirigenten ordet og kunne konstatere kontingentstigningen for vedtaget.
Ad. 8 Valg af bestyrelse og bestyrelsessuppleanter
Generalforsamlingen skulle under pkt. 8 på dagsordenen vælge ny bestyrelse. Flemming Vejby Kristensen, FKSol A/S, Jan Vedde, European Energy A/S og Niels Sveigaard, Sveigaard Energy ApS var på valg og modtog genvalg. Jens Jacob Haugaard, TEKNIQ Arbejdsgiverne modtog ikke genvalg på grund af jobskifte. Bestyrelsen pegede på Troels Hartung, TEKNIQ Arbejdsgiverne som hans afløser. Troels Hartung blev valgt som nyt bestyrelsesmedlem. Alle fire bestyrelsesmedlemmer modtog valg for en 2-årig periode. På samme vis skulle generalforsamlingen vælge to bestyrelsessuppleanter for det kommende år. Finn Skov, BayWa r.e. og Yakov Safir, RACELL – Saphire Technologies ApS modtog begge genvalg. Finn Skov, BayWa r.e. blev valgt som 1. suppleant og Yakov Safir, RACELL – Saphire Technologies ApS blev valgt som 2. suppleant af generalforsamlingen. Det blev desuden præciseret af den nyvalgte bestyrelse, at suppleanter og observatører er meget velkomne til at deltage på bestyrelsesmøderne i foreningen. Dirigenten konstaterede afslutningsvist til pkt. 8, at foreningen havde foretaget fredeligt genvalg og nyvalg til bestyrelsen.
Ad. 9 Valg af revisor og revisorsuppleant
Generalforsamlingen skulle ifølge vedtægterne vælge revisor og revisorsuppleant under pkt. 9 på dagsordenen. Bestyrelsen havde indstillet ROESGAARD som ekstern revisor med henvisning til, at sekretariatet flyttes fra TEKNIQ Arbejdsgiverne. Generalforsamlingen indstillede Karsten Asp, Weidmüller Danmark som revisorsuppleant. Dirigenten konkluderede til pkt. 9, at ROESGAARD blev valgt som foreningens revisor og Karsten Asp, Weidmüller Danmark blev valgt som foreningens revisorsuppleant.
Ad. 10 Eventuelt
Ingen punkter til eventuelt. Dirigenten konstaterede herefter mødet og generalforsamlingen for hævet.