Referat fra ordinær generalforsamling i Dansk Solcelleforening, onsdag den 15. marts 2023 kl. 10.00-13.00 ved Officelab i Lystrup, Aarhus.
Deltagere
Flemming Kristensen, FKSol ApS
Kim Slavensky, Phønix Tag Energi A/S
Alex Pedersen, Klima-Energi A/S
Lars Brøndum Petersen, Ennogie ApS
Henrik Borreby, BayWa r.e. Solarsystemer ApS
Johan Christensen, BayWa r.e. Solarsystemer ApS
Finn Skov, BayWa r.e. Solarsystemer ApS
Michael Jenker, FRONIUS Danmark ApS
Troels Hartung, TEKNIQ Arbejdsgiverne
Karsten Asp, Weidmüller Danmark
René Knappmann, Solar Danmark A/S
Bjarke Henriksen, Watts A/S
Poul Sandsdal Jørgensen, Qitec ApS
Lars Bjerg, Viva Energi A/S
René Jannik Lundgren, Anderup Ntech ApS
Bendt Iversen, Xolta A/S
Christopher Brix Sivertsen, EasyGreen ApS
Asger Meineche, EasyGreen ApS
Thomas Rønn Høvring, Foton-IT ApS
Niels Boye-Nielsen, Energize Solutions ApS
Bent Kristensen, ekstern rådgiver
Anders Blom-Hansen, DAHL Advokater
Birgitte F. Eskildsen, dinagenda sekretariat
Afbud
Rasmus Lildholdt Kjær, Better Energy A/S
Peter Bjerregaard, Better Energy A/S
Jan Vedde, European Energy A/S
Niels Sveigaard, Sveigaard-Energy ApS
Yakov Safir, RACELL – Saphire Technologies 2. suppleant
Dagsorden ifølge vedtægter:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Formandens beretning
4. Fremlæggelse af det reviderede årsregnskab
5. Behandling af indkomne forslag
6. Fremlæggelse af bestyrelsens budget og aktivitetsliste til godkendelse
7. Fastsættelse af kontingent
8. Valg af bestyrelse og bestyrelsessuppleant.
9. Valg af revisor og revisorsuppleant
10. Eventuelt
Ad. 1. Valg af dirigent
Bestyrelsen foreslog Anders Blom-Hansen, advokatfuldmægtig ved DAHL Advokater, som dirigent på generalforsamlingen. Han blev valgt af generalforsamlingen uden indvendinger.
Dirigenten konstaterede derefter at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt ifølge gældende vedtægter.
Ad. 2. Valg af referent
Bestyrelsen indstillede Birgitte F. Eskildsen fra dinagenda til referent på generalforsamlingen. Generalforsamlingen bakkede op om bestyrelsens indstilling. Dirigenten konstaterede at Birgitte blev valgt som referent.
Ad. 3. Formandens beretning
Dirigenten gav derefter ordet til Flemming V. Kristensen, formand for Dansk Solcelleforening, der afgav sin beretning.
Formanden fortalte i sin beretning, at branchen i det forløbne år har oplevet en kraftig fremgang på trods af krig, forsyningskrise og høj inflation. Det skyldes de meget fluktuerende energipriser, hvor elprisen i perioder har været ekstremt høj, faktisk den højeste nogensinde her i landet. Men det skyldes naturligvis også de ambitiøse mål i den grønne omstilling, hvor solceller i dag er anerkendt, som en væsentlig bidragyder.
I år har solceller nået op på at dække ca. 6% af det danske elforbrug hvilket svarer til ca. 2,2 TWh eller elforbruget i godt ½ mio. husstande. Andelen af el fra solceller forventes at stige betragteligt i de kommende år, hvor fremskrivninger anslår en tidobling af den nuværende kapacitet i 2030.
I øjeblikket kan den store tilvækst i kapacitet især tilskrives de store markanlæg, som i dag udgør ca. 60% af den samlede effekt. De små og mellemstore anlæg er dog også inde i en kraftig vækst, hvor især mange virksomheder har set solceller som en god investering og samtidig en teknologi, der meget synligt signalerer virksomhedens fokus på at yde et bidrag til den grønne omstilling. Solceller giver samtidig virksomhederne en fast pris for deres omkostninger til den del af energiforbruget, der dækkes af et solcelleanlæg.
De gunstige udsigter betyder vi som brancheforening skal være på tæerne, når der skrues på rammevilkår og lovgivningsmæssige betingelser af betydning for branchen. Den nye SVM-regering har sat fokus på implementering og nedsat en national kriseenergistab, også kaldet NEKST, der skal rydde barrierer og benspænd af vejen, så der kan sættes turbo på udbygningen af VE og den grønne omstilling. Det er et fokus, vi som branche bakker op om og gerne samarbejder om.
Øgede omkostninger til nettilslutning og nye indfødningstariffer, som følge af producentbetalingen blev indført den 1. januar 2023, vækker generelt bekymring i branchen. Producentbetalingen svækker økonomien i projekterne og bremser hastigheden i udbygningen af mere kapacitet.
Her er det særligt vigtigt, at vi følger udviklingen tæt. I branchen kan vi undre os over, at muligheden for begrænset nettilslutning, lader vente på sig. Det er vigtigt at begrænset nettilslutning realiseres, så f.eks. industrielle egenproducenter og store virksomheder (Bhøj-kunder) også kan give deres besyv med i den grønne omstilling. Men vi venter desværre fortsat på Forsyningstilsynets godkendelse.
Vi må være parate med slagkraftige argumenter i vores drøftelser med politikerne og sikre, at vi får udarbejdet høringssvar til de lovændringer, der følger med denne udvikling. Foreningen har i årets løb kastet mange kræfter i arbejdet med høringssvar over lovgivning, der er på vej. Der er blevet fremsendt høringssvar til Energinets tarifmetode, producentbetalingen, begrænset nettilslutning, VE-egenproducenter, interne elektricitetsforbindelser, direkte linjer m.fl. og fremsendt kommentarer til BR18-krav. Analysen Sol over Danmark – et samarbejde med TEKNIQ Arbejdsgiverne og IDA – har tillige skærpet opmærksomheden om potentialet for solenergi på bygninger og netselskabernes rolle i den forbindelse. Ligeledes skal vi gennem vores nyerhvervede plads i EnergiNets Interessentforum følge og påvirke udviklingsplanerne for den overordnede netudbygning.
Et andet område, som er et benspænd for den grønne omstilling, er bureaukrati og de mange dokumentationskrav, der stilles i forbindelse med tilslutning af såvel større som mindre solcelleanlæg. Lange sagsbehandlingstider og bureaukrati bremser udbygningen, til skade for økonomien og for opfyldelsen af de politiske målsætninger om 20 GW sol i 2030.
Fra branchens side anerkender vi selvfølgelig, at vores elnet fortsat skal være af en høj standard og at kvaliteten af vores elforsyning skal være i top. Det kan dog alligevel undre, at teknologier, som anvendes i vores nabolande, kræver særlig dokumentation, når den anvendes i Danmark. Ligeledes er der fortsat behov for at kigge på grænserne mellem de forskellige kategorier af anlæg A, B og C anlæg, hvor der især ved de mindre anlægstyper kræves forholdsvis meget dokumentation.
Gennem det seneste år har Dansk Solcelleforening oplevet en stigende interesse for foreningens aktiviteter. Det har vi mærket helt konkret i form af en flot medlemsfremgang i det forgangne år. Foreningen tæller i dag solcellevirksomheder, VE-udviklere, brancheforeninger, grossister, rådgivere og forskningsinstitutioner, der bredt repræsenterer hele solcellebranchens værdikæde. Vi har en ambition om at vokse endnu mere, så fundamentet for foreningens aktiviteter kan styrkes både økonomisk og politisk. Så for at sætte ekstra fart på denne fremgang, er der igangsat hvervekampagne, hvor potentielle medlemsvirksomheder kontaktes og får information om fordelene ved et medlemskab af foreningen.
Vi har i det forløbne år også holdt adskillige møder med politikere, embedsværket og andre interessenter. Mødefrekvensen er blevet skruet væsentligt op sammenlignet med tidligere år. Foreningen har også haft foretræde for Folketingets Klima,- Energi- og Forsyningsudvalg. Det er blevet til møder med flere ministerier og styrelser, herunder særligt Energistyrelsen, Erhvervsstyrelsen og Social- og Boligstyrelsen. Blandt andre interessenter er der etableret dialog med Energinet og GreenPower Denmark.
Foreningen har i sin interessevaretagelse helt overordnet et skarpt fokus rettet på at forbedre vilkårene for vores branche og reducere bureaukratiet, som fortsat spænder ben for en meget bedre udnyttelse af solceller som en konkurrencedygtig teknologi, der kan yde hurtig og betydelig indsats i den grønne omstilling. Sidste år blev arbejdet med Danmarks første solcellestrategi skudt i gang. Et vigtigt arbejde som pågår og skal være på plads inden første halvår af 2023.
Siden sidste års generalforsamling er der med det nye sekretariat sat flere skibe i søen, der skal sikre en bedre information til vores medlemmer og sikre, at foreningens synlighed øges overfor politikere, myndigheder og i medierne. Ud over indlæg og klummer i aviser og tidsskrifter, har vi oprettet en profil på LinkedIn, hvor vi offentliggør og deler stof, som vi skønner, har særlig interesse for vores branche, og som kan medvirke til at få vores budskaber frem. Ligeledes har vi fået mange af vores budskaber frem på både radio og tv.
Vi har fået skabt en meget større synlighed om branchen og solcelleteknologien. En synlighed der er ganske afgørende for vores fortsatte succes og udbygningen af mere grøn strøm med solceller. En synlighed der er behov for at fastholde og skærpe endnu mere fremadrettet, så vi ikke risikerer at forsvinde i mængden af lobbyister fra mange andre brancher, som også kræver at netop deres løsning får særlig stor opmærksomhed og særstilling, når politikerne vedtager nye love og rammer.
Efter mange magre år er det vigtigt, at vi får etableret et solidt fundament for foreningens videre aktiviteter. Det kræver vi sætter ind på flere fronter. Foreningen skal have flere medlemmer og vi skal sikre, at vi har et stabilt økonomisk fundament for vores forening. Men det er også vigtigt at vi alle tager ansvar og tapper aktivt ind i foreningens arbejde på de områder, vi hver især kan bidrage til. Foreningen favner mange eksperter med en tung og stor viden, som kan bidrage aktivt til foreningens videre udvikling og succes.
Vi står med en af de stærkeste og mest konkurrencedygtige VE-teknologier, der findes. Solceller er en teknologi, der er under konstant udvikling og i dag ikke er afhængig af offentlige tilskud. Dermed kan vi fokusere vores indsats på at sikre vores medlemmer stabile og rimelige markedsvilkår.
Formanden understregede afslutningsvist, at vi også i de kommende år vil opleve at vores branche fortsætter den kraftige vækst og går en lys og lovende fremtid i møde, såfremt disse forudsætninger er på plads.
Generalforsamlingen havde ingen kommentarer til beretningen, som dirigenten efterfølgende konstaterede var taget til efterretning.
Ad. 4 Fremlæggelse af det reviderede årsregnskab
Formanden gennemgik det reviderende årsregnskab for 2022. Der har ikke været nogle overraskelser i forhold til budgettet for 2022. De største omkostninger i det forgangne år har været til advokat og administrationshonorar til foreningens sekretariat. Formanden beskrev balancen og konstaterede at foreningen i det forgangne år har brugt det meste af sin egenkapital. Det blev nævnt at det højere administrationshonorar og den deraf øgede aktivitet er god markedsføring for branchen. Generalforsamlingen spurgte ind til omkostninger til advokat og formanden forklarede uddybende at foreningen i forbindelse med interessevaretagelsen op mod myndigheder og beslutningstagere har søgt juridisk bistand på specifik og kompleks lovgivning.
Ellers havde generalforsamlingen ingen spørgsmål eller kommentarer til regnskabet. Og dirigenten kunne derefter konstatere regnskabet for enstemmigt godkendt af generalforsamlingen.
Ad. 5 Behandling af indkomne forslag
Dirigenten fortalte at bestyrelsen har fremsat tre forslag, som foreningens medlemmer forud for generalforsamlingen har modtaget en generel orientering om.
Formanden og sekretariatslederen gennemgik og motiverede bestyrelsens forslag, der er lavet for at skabe en mere transparent kontingentstruktur. Forslagene indebærer etablering af en fjerde medlemskategori, der under ét kaldes ’øvrige medlemmer’. Den nye kategori består af andre aktører (netselskaber og udenlandske fabrikanter), brancheforeninger og associerede medlemmer. Med associerede medlemmer forstås offentlige instanser samt offentlige/private anlægsejere med interesse for udbredelsen af solceller.
Derudover blev der stillet forslag om en ændret stemmefordelingsnøgle for medlemskategorierne lille, mellem og stor, for at sikre en vis form for mindretalsbeskyttelse i foreningen fremadrettet.
Afledt af forslagene fulgte en række konsekvensrettelser i foreningens vedtægter. Det drejer sig om §3, §8 og §16. Desuden stillede bestyrelsen forslag om at ændre §4 med henblik på at smidiggøre processen for optagelse af nye medlemmer.
Dirigenten tog derefter ordet og foreslog at behandle de indkomne forslag hver for sig. Alle forslag og de deraf afledte vedtægtsændringer blev vedtaget af generalforsamlingen med enstemmighed. Fsva. §3 var der dog et enkelt medlem, der stemte blankt med henvisning til etablering af den nye medlemskategori ’øvrige medlemmer’.
Dirigenten konstaterede alle forslag for vedtaget og præciserede at selve kontingentsatsen ville blive behandlet under et senere punkt på dagsordenen.
Ad. 6 Fremlæggelse af bestyrelsens budget og aktivitetsliste til godkendelse
Formanden gennemgik bestyrelsens budget og oplæg til aktiviteter for 2023, der blev efterfulgt af en generel drøftelse af foreningens aktiviteter blandt medlemmerne.
Opsamlende konstaterede formanden, at budgettet for 2023 indebærer et underskud, som forventes dækket af nye kontingentsatser. Dirigenten tog afslutningsvist ordet og foreslog at tage næste punkt på dagsordenen, inden generalforsamlingen godkendte budget og aktivitetsliste for 2023.
Ad. 7 Fastsættelse af kontingent
Formanden gennemgik den nuværende kontingentstruktur og bestyrelsens forslag til kontingentstigning, der lyder på en 30 pct. stigning for kategori lille og en 50 pct. stigning for kategori mellem og stor. Bestyrelsens forslag afstedkom en drøftelse af, at der stilles mange krav til branchen og at det kræver mange ressourcer at følge de mange aktiviteter på politisk niveau. Samtidig var der blandt medlemmerne en generel enighed om, at der skal sættes ind på flere fronter, dels i form af øgede kontingentindtægter, dels i form af et øget medlemsgrundlag og dels ved at foreningens medlemmer bidrager og understøtter sekretariatet mest muligt med ekspertviden, der samlet set kan styrke branchens interessevaretagelse.
Afslutningsvist tog dirigenten ordet og kunne konstatere såvel budget og aktivitetsliste samt kontingentfastsættelsen for 2023 for enstemmigt vedtaget af generalforsamlingen.
Ad. 8 Valg af bestyrelse og bestyrelsessuppleanter
Generalforsamlingen skulle under pkt. 8 på dagsordenen vælge ny bestyrelse. Halvdelen af bestyrelsen var ifølge foreningens vedtægter på valg og skulle vælges for 2 år. Kim Slavensky, Phønix Tag Energi A/S, Alex Pedersen, Klima-Energi A/S og Lars Brøndum, Ennogie ApS var alle på valg og modtog genvalg. Rasmus Lildholdt Kjær, Better Energy A/S var også på valg, men modtog ikke genvalg. Dertil stillede 2 medlemmer deres kandidatur til rådighed til bestyrelsesvalget, Peter Bjerregaard, Better Energy A/S og Johan Christensen, BayWa Solarsystemer ApS. Det resulterede i en egentlig valghandling.
Bestyrelsen havde forberedt valghandlingen med kyndig rådgivning fra Bent Kristensen, ekstern rådgiver med mange års erfaringer med valg og afstemninger. Valget blev afviklet efter prioriteringsmetoden.
Efter valghandlingen og stemmeoptælling kunne dirigenten fortælle at Kim Slavensky, Phønix Tag Energi A/S, Alex Pedersen Klima-Energi A/S, Peter Bjerregaard, Better Energy A/S og Johan Christensen, BayWa r.e. Solarsystemer ApS havde opnået valg til bestyrelsen.
På samme vis skulle generalforsamlingen vælge to bestyrelsessuppleanter for det kommende år. Yakov Safir, RACELL – Saphire Technologies ApS modtog genvalg og blev valgt. Finn Skov, BayWa r.e. Solarsystemer ApS modtog ikke genvalg. Til gengæld stillede Lars Brøndum, Ennogie ApS sit kandidatur til rådighed, og modtog valg. Lars Brøndum, Ennogie Aps blev valgt som 1. suppleant og Yakov Safir, RACELL – Saphire Technologies ApS blev valgt som 2. suppleant af generalforsamlingen. Det blev desuden præciseret af den nyvalgte bestyrelse, at suppleanter og observatører er meget velkomne til at deltage på bestyrelsesmøderne i foreningen. Dirigenten konstaterede afslutningsvist til pkt. 8, at foreningen havde foretaget genvalg og nyvalg til bestyrelsen.
Ad. 9 Valg af revisor og revisorsuppleant
Bestyrelsen havde indstillet ROESGAARD som ekstern revisor til genvalg og Karsten Asp, Weidmüller Danmark til genvalg som revisorsuppleant. Dirigenten konkluderede til pkt. 9, at ROESGAARD blev genvalgt som foreningens revisor og Karsten Asp, Weidmüller Danmark blev genvalgt som foreningens revisorsuppleant.
Ad. 10 Eventuelt
Formanden tog ordet under eventuelt og skærpede generalforsamlingens opmærksomhed på Danmarks første solcellestrategi, der vil blive lanceret i første halvår 2023, og som branchen skal sørge for at søge indflydelse på.
Fejlagtige fortællinger om tilbagebetalingstider på taganlæg på op mod 15 år blev italesat som problematisk for branchen, når tilbagebetalingstiden i realiteten kun er 5 år.
Derudover blev etablering af solceller på store parkeringspladser og parkeringsanlæg samt på store industritage fremhævet som vigtige indsatser for foreningen.
I tillæg fulgte en drøftelse af de nye BR18-krav, herunder forældede generiske data, der skal anvendes i LCA-beregninger og ikke er retvisende for moderne solcellepanelers klimapåvirkning.
Afslutningsvist tog formanden initiativ til en drøftelse af interessen for kurser blandt fremmødte medlemmer på generalforsamlingen, som der kunne konstateres en generel interesse for.
Dirigenten konstaterede herefter mødet og generalforsamlingen for hævet.
Download referat