Det nyindførte “egenproducentbidrag” hviler på en forkert præmis, mener Dansk Solcelleforening. Bidrag bragt i Energy-Supply den 6. november 2025.
Fra årsskiftet skal omkring 3.000 egenproducenter af solenergi betale et nyt særligt bidrag – det såkaldte egenproducentbidrag.
Det nye særlige bidrag skal betales af skoler, børnehaver, supermarkeder, mindre landbrug og virksomheder, som har investeret i grøn energi og bidrager aktivt til den grønne omstilling.
Samtidig skal Danmark implementere EU’s bygningsdirektiv, der øger kravene om solenergi på bygninger. Netselskabernes økonomiske regulering modarbejder de politiske mål.
Det kan umuligt være i Danmarks interesse, hverken sikkerhedspolitisk eller klimapolitisk, at gøre det mindre fordelagtigt at investere i og producere VE lokalt.
En mindre erhvervsdrivende med et 50 kW solcelleanlæg vil eksempelvis skulle betale 3000 kr. årligt i egenproducentbidrag – mod 65 kr. i rådighedsbetaling i dag. Det svarer til en stigning på 4500%.
Dansk Solcelleforening vurderer, at bidraget hviler på en forkert præmis: at egenproducenter skal betale for en reduceret brug af det kollektive elnet.
For hvordan kan man opkræve betaling for noget, man ikke bruger?
Det er hverken omkostningsægte eller rimeligt.
Metoden antager, at egenproducenter trækker en vis effekt fra elnettet, uanset deres faktiske forbrug over tid. Men de fleste egenproducenter dimensionerer deres anlæg efter eget forbrug og benytter kun elnettet i begrænset omfang. Det tager den nye tarif ikke højde for. Bidraget beregnes ud fra et teoretisk maksimalt forbrug.
Egenproducenter er ikke den eneste kundegruppe, der ikke nødvendigvis har behov for den fulde adgang til elnettet. Det gælder f.eks. også for sommerhusejere og sæsonbetonet erhverv, der ikke har solceller på taget. Men de betaler ikke ekstra, fordi elnettet står til rådighed for dem året rundt.
Der er behov for en forståelse for at decentral produktion ikke nødvendigvis er en belastning af elnettet, men i stedet anerkende de mange fordele ved lokal samordning af produktion og forbrug – fordele i form af mindre nettab, aflastning af elnettet og mindre behov for netforstærkning.
Branchen ser det som ulogisk at give egenproducenter – både eksisterende og nye solcelleejere – ringere vilkår end andre, når de i virkeligheden bidrager til at mindske belastningen af det kollektive elnet, hvis vi udnytter teknologiens fleksibilitet og digitale egenskaber.
Egenproducenter tilsluttet lavspændingsnettet betaler allerede tilslutningsbidrag, abonnement og tariffer som alle andre forbrugere.
At straffe dem, der går forrest i den grønne omstilling, sender et helt forkert signal. Vi burde belønne dem, der tager ansvar og investerer i grøn energi. I stedet sender den økonomiske regulering et signal om, at selvforsyning og bæredygtighed skal koste ekstra. Det er politisk kortsigtet.
Forsyningstilsynet har godkendt den nye betaling midlertidigt frem til den 31. december 2027. Hvis vi vil have en reel grøn omstilling, skal vi fjerne barrierer – ikke bygge nye, der skaber usikre investeringsrammer for solkraft.
Derfor er løsningen klar: egenproducentbidraget bør genovervejes, så den i langt højere grad understøtter smart energistyring, udrulning af ladestandere og varmepumper samt lokal energiproduktion.
