Dansk Solcelleforening har afgivet høringssvar til Forsyningstilsynets høring over GPDs forslag om indførelse af VE-kapacitetsbetaling for egenproducenter i lavspændingsnettet.
Journalnummer 23/02518
Dansk Solcelleforenings høringssvar til Green Power Denmarks branchevejledning for netvirksomhedernes tarifering af lavspændingstilsluttede egenproducenter
Dansk Solcelleforening takker for muligheden for at afgive høringssvar til Forsyningstilsynets høring over Green Power Denmarks branchevejledning for netvirksomhedernes tarifering af lavspændingstilsluttede egenproducenter.
Med metoden afskaffes rådighedstariffen og rådighedsbetalingen. Det er i udgangspunktet positivt. Til gengæld indfører forslaget i stedet en såkaldt VE-kapacitetsbetaling for egenproducenter tilsluttet lavspændingsnettet, hvilket fjerner incitamentet til at optimere produktion og forbrug bag måleren. Dette hæmmer udviklingen henimod en øget fleksibilitet i energisystemet og en mere omkostningseffektiv grøn omstilling.
Forkert grundpræmis
Dansk Solcelleforening mener helt overordnet, at Green Power Denmarks branchevejledning bygger på en forkert grundpræmis. Metoden for VE-kapacitetsbetaling hviler på en grundpræmis om, at egenproducenter skal betale det samme som de har gjort tidligere. Ifølge Dansk Solcelleforening er det en forkert grundpræmis, der både er uforenelig med Elforsyningsloven (EFL) og Elmarkedsforordningens (EMF) art. 18.
Udgangspunktet i både EMF og EFL er, at egenproducenter alene skal betale for de omkostninger, som de giver anledning til i elnettet. Det følger af EMF art. 18, stk. 2 og EFL §73, stk. 1, at netvirksomhederne ikke må tage betaling for omkostninger, de ikke har, og ydelser de ikke leverer. Af samme årsag forudsætter EMFs krav om omkostningsægthed en konkret vurdering af omkostningerne ved brug af det kollektive elnet.
Egenproducenter diskrimineres
Dansk Solcelleforening mener, at egenproducenter skal tariferes som andre kunder. Egenproducenter bruger ikke elnettet mere end andre producenter (når de leverer til elnettet) eller forbrugere (når de trækker fra elnettet).
Med Green Power Denmarks forslag om indførelse af en VE-kapacitetsbetaling diskrimineres egenproducenter i forhold til andre producenter og forbrugere. Dansk Solcelleforening mener, at det er urimeligt og uhensigtmæssigt, at egenproducenter tariferes anderledes end andre producenter og forbrugere for den kapacitet, de får stillet til rådighed og den elektricitet de udveksler med elnettet. Det er ej heller omkostningsægte. Solcelleforeningen mener, at egenproducenter skal tariferes i udvekslingen med elnettet, og på den måde ligestilles med andre producenter fsva. levering til elnettet og forbrugere fsva. træk fra elnettet.
VE-kapacitetsbetalingen er en VE-straf
Egenproducenter afholder i dag omkostningerne til abonnement og tilslutnings-bidrag til elnettet. Den nye VE-kapacitetsbetaling er designet som en fast betaling, der bestemmes ud fra installeret produktionskapacitet, og er således kun afhængig af VE-anlæggets størrelse – og ikke de omkostninger, der genereres i elnettet.
De fleste egenproducenter på lavspændingsnettet har designet deres anlæg til præcis at dække deres egetforbrug. Dertil kommer, at der med VE-anlæggene i dag, kan lægges en automatisk begrænsning ind fsva. indfødning til nettet, så elnettet kun anvendes, hvis der er ledig kapacitet. En egenproducent, der ikke leverer elektricitet ud på det kollektive elnet belaster ikke elnettet mere end en forbruger, og skal derfor tariferes ligesådan. VE-kapacitetsbetalingen er på den måde hverken rimelig eller omkostningsægte og kommer derfor til at fungere som en VE-straf.
Erhvervslivet, mindre landbrug, supermarkeder og børnehaver rammes
Der foreligger ingen dokumentation for, at små og mellemstore produktionsanlæg giver anledning til betydelige omkostninger til netudbygning. Kundekategorierne A- og B-anlæg vil i overvejende grad blive etableret i sammenhæng med forbrug og er typisk erhvervstage, lagerbygninger, virksomheder, landbruget, offentlige institutioner som børnehaver og plejehjem samt boligforeninger (C-kunder og Blav-kunder). Et mindre VE-anlæg, som ikke har nogen udveksling med elnettet, driver ingen omkostninger i elnettet. Derfor skal disse egenproducenter opkræves samme betaling som tilsvarende forbrugere.
Begrænset netadgang på lavspændingsnettet
Som nævnt har størstedelen af egenproducenter ikke behov for fuld kapacitet i
elnettet. Egenproducenter ønsker typisk kun at anvende den kapacitet i elnettet, der alligevel er nødvendig for at forsyne forbruget. Derfor vil egenproducenter i mange tilfælde kunne acceptere en begrænset netadgang, hvor produktionen ud på nettet begrænses, hvis der ikke er kapacitet i elnettet, og dermed bidrage til at minimere behovet for investeringer i elnettet samtidig med, at en evt. overskydende VE-produktion kan anvendes af andre forbrugere uden ekstraomkostninger til netudbygning.
Dansk Solcelleforening anbefaler derfor, at GPD som en del af VE-kapacitetsbetalingen anmelder et produkt med begrænset netadgang for producenter på lavspændingsnettet magen til produktet med begrænset netadgang i højspændingsnettet. Andet vil være konkurrenceforvridende og uhensigtsmæssigt for den videre VE-udbygning.
Dansk Solcelleforening vurderer ikke, at Green Power Denmarks forslag er rimeligt og omkostningsægte. Der findes ingen analyser og dokumentation for, at egenproducenter skulle give anledning til ekstraomkostninger i elnettet og derfor skal tariferes anderledes end andre kunder. Derfor anmoder Dansk Solcelleforening om, at Forsyningstilsynet genovervejer Green Power Denmarks forslag til tarifering af lavspændingstilsluttede anlæg.
Skulle fremsendte give anledning til spørgsmål, står vi naturligvis til rådighed.
Med venlig hilsen
Flemming V. Kristensen, formand Dansk Solcelleforening
Download høringssvar
Høringsmateriale