Ambitiøse målsætninger på klimaområdet, rekordhøje energipriser og stor usikkerhed om forsyningssikkerheden viser, at der er behov for vi sætter turbo på udbygningen af den vedvarende energi. Her kan solceller på bygninger spille en stor rolle, og yde et betydeligt bidrag.
Solceller på tage har flere fordele. Det er relativt hurtigt at montere et taganlæg. Arealet kan sjældent bruges til andre formål. På flade tage i industriområder er anlæggene tæt på usynlige, og så kan langt hovedparten af den producerede strøm bruges i nærområdet. Derfor er det vigtigt at tage debatten om, hvordan ubrugte tage på virksomheder og i det offentlige kan bidrage til at producere mere af den solenergi, der er behov for i vores energisystem.
Men benspænd og barrierer begrænser desværre udbredelsen af solceller på tagene. Med analysen stiller Dansk Solcelleforening, TEKNIQ Arbejdsgiverne og Ingeniørforeningen (IDA), skarpt på hvordan man kan overvinde de barrierer, der er på området og øge andelen af solceller på tagflader.
Analysen kommer med 10 løsninger til at høste tagfladernes potentiale og sætte turbo på produktionen af grøn strøm fra solceller på bygninger;
1. Sæt konkrete mål i den nationale solcellestrategi
Regeringen skal fremlægge en samlet strategi for solceller i løbet 2022. Her er det vigtigt, at solceller på bygninger bliver tænkt med på lige fod med andre anlægs-typer, og at der bliver opstillet konkrete målsætninger for udbygningen.
2. Ryd op i regel-virvaret
Reglerne omkring selv mindre solcelleanlæg er i dag så komplicerede, at de får virksomheder til at give op på forhånd. Det skal være meget lettere og enkelt at komme i gang.
3. Solenergi skal være noget, vi deler
De regler, der forhindrer eller gør det mere besværligt at dele strøm med naboen, med andre virksomheder eller inden for kommunens ejendomme skal fjernes.
4. Sol skal kunne betale sig for kommuner og regioner
Kommuner og regioner skal have bedre mulighed for at investere i solcelleanlæg, der dækker eget forbrug. Samtidig skal energien kunne anvendes i andre kom-munale ejendomme end dén, hvor solcelleanlægget er opsat uden afgiftsmæssige konsekvenser.
5. Gør det enklere at finansiere solcelleanlæg
Tredjepart skal kunne leje tagarealer til opsætning og drift af solcelleanlæg som anlæg på lejet grund. Det vil gøre finansieringen af taganlæggene nemmere, hvis tredjeparter kan investere i et anlæg uden at skulle have noget med selve bygningen at gøre.
6. Etabler et rådgivende videncenter
Bygningsejere ved for lidt om, hvordan de bedst udnytter solens potentiale for energiproduktionen og installation af taganlæg kan accelereres, når virksomheder og kommuner får let adgang til rådgivning omkring etablering af taganlæg.
7. Netselskaberne skal aktivt fremme solceller
Netselskaberne er vigtige samarbejdspartnere og sidder med nøglen, når der skal etableres solcelleanlæg. Derfor skal de arbejde for udbygningen og måles på, hvor mange GW de bidrager til at få installeret i løbet af et år.
8. Gennemskuelige priser
Afgiftssystemet og tariffer er blevet så kompliceret, at det er vanskeligt at gennemskue, hvad en megawatt egentlig koster, afhængig af hvilken type anlæg, man vælger. Derfor må vi have udviklet en særlig beregner med transparente forudsætninger.
9. Gentænk betalingsdesignet for solceller på bygninger
Der er i dag en grundlæggende ubalance i den måde, vores afgiftssystem på området er skruet sammen på. Det tager ikke udgangspunkt i det, der burde være målet, nemlig hvordan vi kan få så meget grøn energi så hurtigt som muligt. Derfor må vi til tegnebordet en gang til.
10. Sagsbehandlingen skal speedes op
Hos mange netselskaber tager det alt for lang tid at få godkendt og tilsluttet solcelleanlæg. Det skal der gøres noget ved.
Download analysen